Biblen det gamle testamente

Denne samling består af skrifter af israelitisk-jødisk oprindelse, der stammer fra det første årtusinde f.Kr. Jøderne betegner denne samling som Miqra, der oversættes med 'den, der læses', eller TANAK, et sammensat kunstbegreb, der er dannet ud fra de indledende bogstaver i Torah - Mosebøgerne - samt Nebiim, en række historiske tekster og profetiske skrifter, og Ketubim, som repræsenterer de enkelte værker i Det Gamle Testamente.

Indtil en vis grad af persernes indflydelse, altså i løbet af persertiden, var de fleste af disse tekster primært nedskrevet på hebraisk, hvilket var både det talte og skrevne sprog for israelitterne og de efterfølgende jøder. Senere oplevede hebraisk gradvis en tilbagegang i forhold til aramæisk som det dominerende sprog.

Daniels Bog, i sin nuværende udformning, dateres fra f.Kr. Generelt er Det Gamle Testaments bøger, som vi kender dem i dag, blevet nedskrevet i perioden efter Alexander den Stores død, f.Kr. Denne oversættelse, der blev udført i Alexandria i det 2. og 3. århundrede f.Kr., er kendt som Septuaginta, og den fungerede som den primære bibelskriftafgivelse for den tidlige kristne kirke.

I de første århundrede e.Kr. blev Bibelen oversat til latin i Nordafrika, Italien, Frankrig og Spanien, samt til syrisk i Syrien. Som følge heraf opstod der både en latinsk og en syrisk bibelversion. Septuaginta afveg fra den hebraiske Miqra på to væsentlige punkter: for det første ved at præsentere de enkelte værker i Det Gamle Testamente i en anden rækkefølge, og for det andet ved at inkludere jødiske tekster, som ikke var til stede i den hebraiske bibel, såkaldte apokryfer.

I de kristne bibler er skrifterne arrangeret i henhold til Septuagintas rækkefølge, hvor profetierne typisk placeres til sidst, mens de apokryfe tekster findes mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Den katolske kirke har historisk set anset apokryferne for at være en del af kanoniske skrifter, mens Martin Luther primært betragtede dem som værdifulde læsematerialer; den lutherske kirke har derimod afvist, at de bør inkluderes i bibelsk kanon.

Både i sin hebraiske og græske form begynder Bibelen med Mosebøgerne, der beskriver Verdens skabelse, paradisets etablering, syndefaldet, syndfloden og Babelstårnet, efterfulgt af fortællinger om Israels stamfædre - Abraham, Isak og Jakob - samt Israels ophold i Egypten, udvandringen og den 40-årige pilgrimsrejse gennem ørkenen mod det lovede land.

Samtidig videregiver disse tekster de love, som Moses gav folket. De apokryfe Makkabæerbøger relaterer jødernes modstand mod perserne i det 2. århundrede f.Kr. Alle disse teksters værdi som historiske kilder er blevet genstand for omfattende debat. Trods dette har kirken en betydelig interesse i fortællingerne i 1. Mosebog om skabelsen og syndefaldet, da disse fortællinger udgør grundlaget for det kristne frelsesbudskab.